Med Skive Byråds beslutning blev processen med at udarbejde vækststrategien sat i gang. Processen blev gennemført i skyggen af COVID-19 og indebar to faser, hvor det lokale erhvervsliv, uddannelsesinstitutionerne og repræsentanter fra kommunen blev involveret.
Analyse af egnens styrker og udfordringer
Første fase indebar gennemførelsen af en analyse, som skulle identificere Skiveegnens styrker, udfordringer, potentialer og trusler, herunder om disse var blevet påvirket af den igangværende COVID-19 pandemi. Analysen byggede på eksisterende rapporter og datakilder samt interviews med relevante repræsentanter fra kommunen, erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og erhvervsfremmeaktører.
Analysen resulterede i 13 tematikker, som blev vurderet som særligt kendetegnede for Skiveegnen, og hvor de største potentialer for udvikling kunne findes. Disse 13 tematikker blev efterfølgende reduceret og sammenskrevet til 5 indsatsområder, som er at finde i vækststrategien i dag. Disse fem indsatsområder er:
Flere vækstvirksomheder og -iværksættere
Grøn omstilling
Digitalisering og automatisering
Arbejdskraft og kompetenceforsyning
Rammer for vækst
Læs mere om de fem indsatsområder
Egnens modenhed
Analysen indeholdt også en kortfattet analyse af Skiveegnens umiddelbare modenhed i forhold til at samarbejde omkring en vækststrategi. Formålet med denne del af analysen var at identificere kritiske succesfaktorer for, at det vil lykkes at aktivere ressourcerne på egnen og starte en egnsbevægelse.
I analysen blev der arbejdet med seks kritiske succesfaktorer:
Fælles opfattelse af udfordringer, mål og mulige løsninger
Parathed til at dele eller investere i fællesskabet
Fra enhedstænkning til helhedstænkning
Ambassadører for egnen
Udvikling af strategi og nye løsninger (dvs. input til strategiformulering).
Afprøvning af nye løsninger (dvs. input til strategieksekvering).
Analysen viste, at egnens virksomheder generelt er enige om egnens modenhed. De seks succesfaktorer blev tildelt en score fra 1 til 5, hvor 1 indikerer meget lav eller ingen modenhed, mens 5 indikerer meget høj modenhed. Fire af faktorerne (fælles opfattelse af udfordringer, mål og mulige løsninger; parathed til at dele eller investere i fællesskabet; fra enhedstænkning til helhedstænkning samt afprøvning af nye løsninger) opnåede en middelscore på 3, mens faktoren om at være en god ambassadør for egnen kun opnåede en score på 2. Dog var der bred enighed blandt de deltagende virksomheder, at egnen generelt er god til at udvikle strategi og nye løsninger, hvilket resulterede i undersøgelsens højeste score på 4.
Vækstuge 49
I uge 49 blev der gennemført en vækstuge, hvor flere end 40 personer fordelt over fire dage fra egnens erhvervsliv deltog i virtuelle workshops med repræsentanter fra lokale uddannelsesinstitutioner og regionale erhvervsfremmeaktører.
Formålet med de enkelte workshops var i samarbejde at drøfte hvilke ambitioner vi som egn ønskede for de enkelte indsatsområder, samt forslag til konkrete projekter under de enkelte indsatsområder.
Det er blandt andet disse forslag der nu er at finde under de fem indsatsområder.